I forbindelse med at Eikefjord Skole skal gennemrenoveres og udbygges, blev der udskrevet en arkitektkonkurrence. Kant og norske Various Architects, Grindaker Landskab og Sweco lavede i fællesskab forslaget »Alt under ett tak«. Projektet samlede alle funktioner i nybygningen under et stort tagvolumen, som samtidig optog sammenstød og overgange mellem nye og eksisterende bygninger.
Dobbeltudnyttelse af rum
I programmeringen blev der lagt vægt på en høj grad af åbenhed, fleksibilitet og dobbeltudnyttelse af arealer. Gangområderne indeholder således sidde- og arbejdsnicher. Konceptet gør ny Eikefjord Skole til et samlingspunkt for lokalsamfundet og fremstår som et fleksibelt og moderne skoleanlæg, der er tilrettelagt for dagens og fremtidens undervisningsformer.
Ombygning med omtanke
Hovedgrebet baserer sig på en strategi som går ud på at anvende de eksisterende bygninger mest muligt. Dette skyldes dels, at de eksisterende bygninger repræsenterer en værdifuld ressource rent økonomisk, og dels at miljøgevinsten ved ikke at nedrive er meget stor. Eksisterende bygningsmasse bliver dermed opgraderet med forbedrede planløsninger, får en universel udformning og efterisoleres for at spare energi. Ved at udnytte den eksisterende bygningsmasse maksimalt, kan størst mulig andel af fremtidige investeringer anvendes til nybyggeri.






















