Kant Arkitekter i har samarbejde med Kragh & Berglund, E. Pihl & Søn A/S og Hansen, Carlsen & Frølund A/S lavet et forslag til opførelsen af 30 plejeboliger i Borup. I forslaget er der lagt vægt på at skabe et funktionelt og tidssvarende omsorgsmiljø samt et plejecenter, som er integreret i området både arkitektonisk og socialt.
Plejecenteret fordeler sig på 3 volumener, hvor fælleshuset er placeret i midten flankeret af 2 beboerenheder. I planlægningen har det været helt centralt at skabe et imødekommende og sammenhængende byggeri, som udnytter og bevarer de eksisterende kvaliteter i området.
Oplevelse af frihed i trygge rammer
I forslaget har det været en vigtig parameter at imødekomme beboernes behov, og give dem en stor oplevelse af frihed til at kunne bevæge sig rundt på egen hånd. Udearealerne er således overskuelige, velorganiserede og strukturerede – de indre haverum er med lav beplantning så plejepersonalet og beboerne altid kan få øjenkontakt, og ingen vandrestier ender blindt men guider beboerne fra et sikkert miljø til et andet.
Indretning med mulighed for privatliv og fælles samvær
Alle plejeboliger er indrettet ens med adgang til privat terrasse. Vi har bestræbt os på at give alle boenheder udsigt til de nære grønne arealer. Plejeboligen er stedet hvor man bevarer sin integritet og har valgfrihed til samvær med familie uden forstyrrelser fra andre, ligesom der er mulighed for samvær i det fælles, offentlige rum med øvrige beboere – inde som ude.












