Centralt på Vesterbro er den gamle og nedslidte arkade mellem Ves-terbrogade og Matthæusgade nu omdannet til et lyst og venligt strøg – Toves Galleri - med masser af forretninger, smoothiebar, fitnesscenter og gårdhave, hvor man kan nyde en kop kaffe og lade børnene lege på græsset.
Kant Arkitekter har været arkitekter på projektet, der omfattede om- og tilbygning af den 220 meter lange butiksgade, etablering af nye indgangspartier samt gårdmiljø. Den nye facade mod Vesterbrogade er udført i knaldrødt højglans og har bl.a. været en af forudsætningerne for at centret skulle lykkes.
Navngivet efter Tove Ditlevsen
Tove Ditlevsen er en integreret del af Vesterbros ånd og sjæl, og derfor valgte bygherre at navngive det nye shoppingcenter efter den kendte forfatter. Udover navnet vækker en gå-tur rundt i indkøbsarkaden også minder om vesterbroforfatteren - væggene er nemlig dekoreret med Tove Ditlevsens digte, der er trykt på de søjler, som løber ned igennem arkaden.
















